VM i Orientering

Første gang vi fik en verdensmester

Der har været VM i orientering i Danmark en gang tidligere, i 1974. Da vandt Mona Nørgaard fra Århus guld.

- Det må jo være 32 år siden, men jeg tror stadig, at jeg kan huske alt fra den dag, jeg vandt verdensmesterskabet, også mange små detaljer. Det var en fantastisk dag og utroligt spændende at være med, fortæller Mona Nørgaard fra OK Pan i Århus. I 1974 blev hun som 26-årig Danmarks første verdensmester i orientering, tilmed på dansk jord. Først nu 32 år efter er der igen verdensmesterskaber i Danmark.
- Jeg kan stadig huske, hvem der sendte mig af sted i skoven, hvem der gav det sidste klap på skulderen og sagde god tur, jeg kan også for mig se mange af de folk, der sad på posterne rundt om i skoven. Og så husker jeg selvfølgelig ikke mindst, da jeg kom i mål. Flemming stod der og råbte, at jeg var verdensmester og tog imod mig med åbne arme.
- Selv nægtede jeg at tro, at det var afgjort. Der var flere andre gode løbere, der var startet senere end mig. De måtte vel stadig kunne nå at komme ind i en bedre tid end min. Men Flemming sagde, at deres mellemtider var kommet, og de kunne umuligt nå at passere min tid, fortæller Mona Nørgaard.
Flemming er Monas mand. Han var på det tidspunkt også landstræner. Ved årets verdensmesterskaber er det Flemming Nørgaard, der er stævneleder.

Husker banen

Mange af de bedste orienteringsløbere har en næsten fotografisk hukommelse, og husker utrolig mange detaljer fra terrænet og fra kortet. Det gælder også for Mona.
- Meget lang tid efter løbet kunne jeg så at sige tegne den bane, jeg havde løbet, inde i hovedet. Det kan jeg dog ikke længere, men der er bestemt stræk fra banen, jeg stadig husker, og når vi kører ad hovedvejen til Silkeborg, siger jeg også stadig somme tider, at her er det punkt, hvor jeg krydsede hovedvejen ved verdensmesterskaberne, siger Mona.

18 nationer var med

Orientering var i 1974 en væsentlig mindre idræt, end tilfældet er i dag. Dengang deltog der 18 nationer med tilsammen 53 damer og 76 herrer. Ved VM i disse dage deltager 40 nationer med ca. 150 kvinder og ca. 190 mænd. Også på andre måder er der sket en stor udvikling. I 1974 var der kun to discipliner, individuelt og stafet. I dag er der tre individuelle discipliner: sprint, mellemdistance og langdistance, og naturligvis fortsat stafet. Ved de individuelle konkurrencer er der desuden i dag både indledende løb og finaler. "Individuelt" fra 1974 svarer stort set til dagens langdistance. I 1974 var mændenes bane 15,9 km, i år er den 17,5. Kvindernes var dengang 7,9 km, nu er den 11,7. Den individuelle konkurrence i 1974 blev løbet i Linå Vesterskov og Silkeborg Nordskov med mål på Silkeborg Golfclubs bane. Stafetten blev løbet i Rye Sønderskov.

NM året efter

Verdensmesterskabet blev ikke den eneste internationale triumf for Mona Nørgaard. Året efter vandt hun det nordiske mesterskab. I 1976 ved verdensmesterskaberne i Skotland var hun igen meget tæt på en medalje, men det blev til en fjerdeplads.
- - 1976 var det sidste år, hvor jeg for alvor satsede. I 1977 fik vi vort andet barn. Jeg forsøgte godt nok at komme igen i 1978, men det blev aldrig helhjertet, jeg havde mere børnene end orientering i tankerne, siger Mona.
Men afslutningen på tiden som eliteløber betød bestemt ikke en afsked med orientering. Mona har løbet lige siden. Og hun kan stadig vinde, selvom klassen nu hedder D 55. Det viste hun sidst ved årets udgave af orienteringsløbernes store sæsonstart, påskeløbene.
- Når jeg beslutter mig til, at der er et løb, jeg vil prøve at vinde, så kan jeg også stadig vinde i min klasse. Jeg har nogle problemer med knæene, så jeg kan ikke løbetræne så meget, men så må jeg i stedet cykle noget mere for at have konditionen i orden op til konkurrencerne.
- Det er bare herligt, at man stadig kan være med. Og det er stadig en udfordring at være med. Jeg kan ikke bare sige, at jeg var verdensmester en gang, så det går nok. Gør man det, så får man et hak i nakken, der skal stadig fuld koncentration til, hvis jeg vil vinde. Men det er ikke længere ved så nær alle løb, jeg satser. Det betyder ikke længere så meget at vinde, og så er der også problemerne med knæene, der skal tages hensyn til, siger Mona Nørgaard.

Hjælper ved VM

Ved årets VM er Mona Nørgaard en af de mere end 500 frivillige hjælpere. Hun har funktioner i sekretariatet, og her vil hun helt sikkert komme til at hilse på mange gamle bekendte, for mange af de løbere, hun var aktiv sammen med, har nu lederposter.
Mona har i øvrigt yderligere en funktion. Ved åbningsceremonien tirsdag i Mindeparken skal der afsiges en stævne-ed, såvel af en løber som af en repræsentant for arrangørerne. Sidstnævnte står Mona for.

VM Program

Finaler

I Århus

1/8Sprint og åbningsceremoni

Omkring Silkeborg

2/8Langdistance
4/8Mellemdistance
5/8Stafet

Kvalifikationsløb

Omkring Silkeborg

29/7Mellemdistance
30/7Langdistance

DR1 sendetider

DR1 sender VM i orienteringsløb således:
1/8, 23.00-23.30Sprint
2/8, 23.10-23.40Langdistance
4/8, 17.30-18.00Mellemdistance
5/8, 17.10-17.40Stafet