VM i Orientering

Thierry Gueorgiou - kongen af mellemdistancen

Thierry Gueorgiou er den første franske verdensstjerne i orientering. Han har ikke tabt et mesterskabsløb på mellemdistancen i mere end tre år.

Indtil for få år siden skulle man som regel lede i bunden af resultatlisterne efter de franske løbere. Men pludselig ved VM 2003 dukkede en ung franskmand op og smadrede hele verdenseliten på mellemdistance. En vindermarginal på langt over to minutter var uhørt og løbet betegnes i dag som ét af de allerbedste nogensinde.
At det ikke var en tilfældighed, at franskmanden vandt, beviste han året efter, da han genvandt titlen ved VM i Sverige. Og for at demonstrere sin suverænitet tog han den tredje titel i træk ved VM i Japan sidste år foran danske Chris Terkelsen. Dertil har han vundet mellemdistancen ved de seneste to europamesterskaber, og han er ubesejret i de seneste fem mesterskabsløb.
Thierry Gueorgiou, som den unge franskmand hedder, er et produkt af en lille, men meget entusiastisk træningsgruppe fra St. Etienne i det sydvestlige Frankrig, der har frembragt et lille, men meget stærkt fransk landshold. Thierry Gueorgiou er siden barnsben blevet trænet af sin far og her har han optimale træningsbetingelser. Det ekstremt detaljerede og kuperede terræn i skovene omkring hjembyen har gjort ham til én af verdens bedste teknikere og han taber sjældent tid i skoven.
Men selv om han har optimale træningsbetingelser hjemme i Frankrig, har Thierry Gueorgiou valgt Finland som sit andet hjem. Her har han fundet en klub, som giver ham den optimale støtte i kampen om at blive verdens bedste orienteringsløber. Finnerne har døbt ham Tero Kettunen, og da heller ingen nordmænd kan udtale navnet korrekt, har de døbt ham Terje Gunnersen.

Franskmanden er favorit til endnu en titel på mellemdistancen ved årets VM. Men i Chris Terkelsen får han en sej modstander i kampen om guldmedaljen.

Thierry Goeurgiou

Født 30. marts 1979
Studerer biologi

Titler

Verdensmester 2003, 2004 og 2005 på mellemdistance
Sølv i stafet ved VM 2005
Europamester 2004 og 2006 på mellemdistance
Sølv i stafet ved EM 2006
Nummer to i World Cup 2005 - har tre individuelle sejre

Klubber

Kalevan Rasti (Finland) og NO St. Etienne (Frankrig)

VM Program

Finaler

I Århus

1/8Sprint og åbningsceremoni

Omkring Silkeborg

2/8Langdistance
4/8Mellemdistance
5/8Stafet

Kvalifikationsløb

Omkring Silkeborg

29/7Mellemdistance
30/7Langdistance

DR1 sendetider

DR1 sender VM i orienteringsløb således:
1/8, 23.00-23.30Sprint
2/8, 23.10-23.40Langdistance
4/8, 17.30-18.00Mellemdistance
5/8, 17.10-17.40Stafet