World Orienteering Championship

Turistaktiviteter

WOC Tour

Der er talrige muligheder for at gå på opdagelse i Århus by og dens mange turistattraktioner, bl.a. Den Gamle By, Tivoli Friheden og Kunstmuseet ARoS, samt Moesgård Museum, som i løbet af WOC Tour’s første weekend afholder det årlige vikingetræf. Man kan også blot slappe af med en rundtur i det hyggelige cafémiljø ved den gamle Århus Å, eller tage en tur til en af de mange dejlige strande omkring Århus.

Vi kan anbefale, at man køber Århus Passet, der gælder en uge, og som foruden fri kørsel med Århus Sporveje også giver fri adgang til en lang række af byens attraktioner. Desuden giver det ret til gratis parkering på den offentlige p-plads på havnen, hvorfra der kun er ca. 15 minutters gang til stævnecentret.

Århus Passet kan bestilles ved tilmeldingen, så sørger vi for at det ligger klar ved ankomsten.

Endelig er hele det midtjyske søhøjland velkendt for sin smukke natur og de utallige muligheder for friluftsaktiviteter, som f.eks. Legoland,

Givskud Løvepark, Randers Regnskov, Aqua Ferskvandscenter i Silkeborg, Fregatten Jylland i Ebeltoft, og de mange kunstmuseer i regionen.

Vi vil i samarbejde med Århus Turistkontor og regionens andre turistkontorer gøre alt for at den turistbaserede del af WOC Tour 2006 også bliver en oplevelse for livet – og for hele familien. Et godt sted at starte for at udforske mulighederne er turisthjemmesiderne, f.eks. gennem links på www.visitdenmark.dk og www.visitaarhus.com.